Viser opslag med etiketten Myndigheder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Myndigheder. Vis alle opslag

torsdag den 2. februar 2012

Skovrapport

Jeg har ved tidligere lejligheder gjort opmærksom på en skovrapport, som firmaet Habitat Vision, på foranledning af Favrskov kommune, har udarbejdet.
Jeg vil i følgende indlæg gå lidt i dybden med rapporten, da jeg syntes det er et flot stykke arbejde og en øjenåbner mht. værdien af vores skove.


Bjerre Skov

Rapporten er bygget op omkring et udsnit på ni af kommunens skove. De er udvalgt, så der opnås en god geografisk spredning.
I Favrskov er stort set al skov privatejet, og det er også tilfældet for de ni udvalgte skove.

Man har set på:
Ulstrup Skov
Knudstrup Krat
Pøtmølle Skov
Sølund Skov
Bjerre Skov
Fæsted Bakke
Houlbjerg Skov
Toholt Skov
Sandby Nørreskov

Man har i rapporten minutiøst gennemgået hver af de 9 skove. Her har man undersøgt, hvilke karplanter, mosser og svampe der findes i skoven.
Man har derudover kigget på de naturtyper, der findes i skoven. Det kan være lavninger med vand eller specielle jordbundstyper.
Man har også set på, hvor gammel skoven er og dens arealmæssige udbredelse.
Ved at anvende nogle særlig nøglearter og den procentvise fordeling af nøglebiotoper har man lavet en rangordning, hvor skovene får en karakter fra 0 til 100, hvor 100 er den mest værdifulde naturskov.

Vi venter lidt med resultatet, men går lidt i dybden med et par af de udvalgte skove. Hver enkelt af skovene beskrives i et særskilt afsnit, hvor der vises kort med de interessante biotoper. Samtidig fremhæves de vigtigste arter for den pågældende skov.


Kort over Bjerre skov
Bjerre Skov er en af de skove, vi allerede vidste indholdt store naturværdier, og det er også den eneste af skovene, der er beskyttet udover hvad skovloven tilsiger. Bjerre skov er udpeget som natura 2000 område og er derfor et særligt ansvarsområde. På kortet kan man se, at stort set hele skoven er fugtig habitatskovtype (den blå markering), dvs. at det er en naturtype, der høre under habitatdirektivets bilag1. Den hvide omkransning indikerer, at stort set hele området vurderes til at være en nøglebiotop.
Der er en stor andel af Bjerre skov, der ligger i Randers kommune, men man har kun undersøgt Favrskov delen.
Her fandt man 129 arter af karplanter, 21 arter af mosser og 55 arter af svampe. Særligt interessant er det, at der blev fundet 3 meget sjældne barksvampe, hvor der kun er enkelte fund andre steder i landet. En enkelt af svampene er muligvis ny art for landet!!!


Bjerre skov er som sagt beskyttet som Natura 2000 område. Det er den næste skov ikke.
Den anden skov, jeg vil fremhæve, er Ulstrup skov.


Kort over Ulstrup Skov
Igen ser man at stort hele skoven er habitatskovtype (rød markering), der er store områder med nøglebiotoper (de hvide felter), men hele herligheden er kun beskyttet under skovloven, som vel egentlig bare siger, at hvis man fælder noget, så skal man plante noget nyt.
I Ulstrup skov blev der fundet 198 arter af karplanter, 35 mosarter og hele 126 svampearter.

Resultatet af skovrapporten er som tidligere nævnt en rangordning af skovene. Førnævnte Ulstrup skov er da også topscorer i rapporten. Men alle skovene scorer faktisk rigtigt flot i rangordningen, og der er vigtige nøglebiotoper i alle skovene.


Pøtmølle skov

Man taler ofte om, hvor dårligt vores lysåbne naturarealer er beskyttet, fordi naturbeskyttelseslovens §3 ikke tvinger ejere til at pleje lysåbne arealer. Kigger man på skovene, er der vel nærmest ingen beskyttelse overhovedet, og man kan kun sætte sin lid til ansvarlige skovejere (som der heldigvis er mange af).
En tænkevækkende rapport, som jeg vil opfordre alle naturinteresserede til at kigge på.

Læs rapporten!

fredag den 30. december 2011

Året der gik 2011

Året går på hæld. Det er derfor på sin plads med en status over året 2011 og de vigtigst naturbegivenheder i Favrskov kommune.


Observationer
Et godt sted at starte er med de mest bemærkelsesværdige observationer i kommunen det sidste år.

Vi starter med fuglene.
Året kom i gang med lidt af et brag, da der blev set en sølvhejre ved Nysted vest for Thorsø. Sølvhejren blev set i 3 dage (19-21 januar) i en grøft overfor Snuhøjvej 23. Jeg eftersøgte den selv, men havde desværre ikke held til at finde den. Fuglen blev fundet af Martin Høj Hansen fra Tjele.

Vinteren bragte også observationer af vandstær både ved Grundfør mølle og i Lilleåen ved Hadsten (Både øst og vest for byen). Den kan ofte ses fra Kvicklys p-plads i Hadsten, hvor den gerne fouragerer ved kroen.

Den store tornskade, der flere gange er set ved Bidstrup, var igen i år på plads. Den sidder ofte i træerne på engene lige nord for godset. Den er set både i starten af året og fundet igen i efteråret.

Kun tre observationer af silkehaler blev det til, men en enkelt obs fra Svenstrup ved Hammel indeholdt 125 individer.

Foråret bragte to observationer af Lille Præstekrave, hhv. ved Vasted engsø og Svenstrup mose. Begge af Carsten Høeg fra Aarhus.

En af de mest bemærkelsværdige observationer i år er 8 hvide storke, der fouragerede på en mark ved Tuldstrup, Hammel. Annette Feldtmann opdagede fuglene, der kun var på lokaliteten den ene dag. Svend Møller Jensen, der selv var på pletten, mener der var tale om unge fugle. Der er et par andre obs af Hvid stork i 2011, bl.a. en motorvejs obs. med 2 individer og en overflyvende fugl ved Ødum.

Sommeren 2011 gav en Lærkefalk ved Lading sø, en enkelt vagtel ved Søften og rødrygget tornskade både ved Nørreåen og ved Hvalløs Kær.

Som nævnt i et tidligere indlæg dukkede der en havørn op over Skjød i August 2011. Det var en ungfugl, der kun passerede kortvarigt. Den blev spottet at Søren Westermann.
Der blev også set stor tornskade ved Lading sø hen mod slutningen af året.

Se liste over bemærkelsesværdige observationer i kommunen her.


Søren Westermanns havørn

Andre dyr
I pattedyr-, krybdyr- og padde-kategorien er der ikke de store sensationer i løbet af året. En enkelt skovmår i Frisjenborg dyrehave og en par observationer af stålorm er vel det vildeste.
Når det gælder insekter, er der lidt flere højdepunkter.
Vi starter med Guldsmedene: der er igen set månevandnymfe ved Lysnet. Den har fundet et godt sted der og er endnu et vægtigt argument for en fredning af Lysnet.
Jeg fandt selv en almindelig flodguldsmed ved Bjerre skov den 26 maj. Allestedsnærværende Anni og Peter Nielsen fra Hinnerup registrede også en enkelt ved Bidstup den 29 juni.
Den 17-08 fandt jeg en spidsplettet libel for foden af Busbjerg ned mod Gudenåen. Jeg har ikke kunne se andre registreringer af arten i kommunen.

Spidsplettet libel
På sommerfuglefronten er der set guldhale i Hinnerup nord, igen Anni og Peter. En violetrandet ildfugl ved Damsbro blev det også til.
Derudover fandt jeg stor kæmpejæger på Bølmes bakke, en enkelt stor rovedderkop i Tinning mose og sumpgræshoppe ved Hvalløs kær.
Et fint år med mange gode observationer. Håber 2012 kommer til at bidrage med endnu flere spændende fund. Husk at meld alt ud, det er super vigtigt i forbindelse med videre arbejde for at sikre naturen.

Myndighederne og de Grønne organisationer.
Året har også bragt en række fine tiltag, som er blevet iværksat af Favrskov kommune. Der er igen i år foretaget undersøgelser af vandhuller for at se, hvordan padderne klarer det i kommunen. I år fokuserede man på spidssnudet frø, uden held desværre.
Firmaet Habitat Vision fremlagde i år en fornem rapport om et lille udsnit af skovene i Favrskov. Projektet er finansieret af kommunen og giver et rigtigt godt billede af, hvor mange gemte naturværdier, der er i vores skove. Jeg vil gå i dybden med rapporten senere på bloggen.
På falderebet af 2011 kom der afgørelse om sagen med golfcenter ned til Lilleåen ved Haar. Naturen tabte og DN fik ikke medhold. Om afgørelsen klages vides endnu ikke, men det bliver spændende at følge, hvad der skal ske i det unikke naturområde i fremtiden.

Hvad bringer 2012?
Som sagt tidligere håber jeg på, at endnu flere mennesker i Favrskov vil tage en tur i naturen. Forhåbentlig vil det betyde, at der kommer endnu flere spændende observationer.
I 2012 skal det ambitiøse projekt ved Allingå stå færdigt. Det bliver virkelig spændede at se, hvad det nye vådere område kan bringe.
I DN vil vi i 2012 forsøge at starte en ungdomsafdeling. Det kommer til at foregå i samarbejde med Natur og Ungdom ved Klostermølle. Vi vil arrangere ture for Børn, unge og forældre i løbet af året. Dette er personligt noget jeg ser frem til, da jeg tror det kan blive virkeligt godt og givtigt.

Glædelig jul og godt nytår til alle!!

mandag den 5. december 2011

Paddeundersøgelser

Favrskov kommune og firmaet Aqua Consult har i 2009 og 2011 foretaget undersøgelser af paddebestanden i udvalgte vandhuller i kommunen.
Rapporten fra 2009 fokuserede på områder omkring Ulstrup.
Den nye rapport, som er udkommet her i efteråret i år, fokuserer på områder omkring Tinning og områder syd for Hammel.
I 2009 var fokusarten grøn frø, som man fandt i et et enkelt vandhul ved Ulstrup. Denne gang fokuserer man på spidsnudet frø.
Der er blevet undersøgt 40 vandhuller i området. Vandhullerne er undersøgt både ved lyt og ketcherfangst. Undersøgelserne er foretaget i forår og sommer 2011.

Lad os straks udløse spændingen. Der er ikke fundet spidssnudet frø i nogle af de 40 vandhuller. ØV!!

Derimod er der fundet padder i 30 af vandhullerne. Butsnudet frø er klart den almindeligste, den er fundet i 25 af vandhullerne. Mere interessant er det måske, at lille vandsalamander findes i 23 af vandhullerne. Den klarer sig godt. Derudover er der fundet skrubtudse i 7.
Den store vandsalamander er fundet i 9 af vandhullerne. Den er beskyttet på EU´s habitatsdirkektiv Bilag 4. Så det er godt at se, den trives.

Salamander. Foto Favrskov kommune

Desværre er en af konklusionerne på rapporten, at mange af vandhullerne er truet. Både af tilgroning, og derved større næringstilførsel, og af store fiskebestande. I flere af vandhullerne med større fiskebestande var der ingen padder overhovedet. Andefodring og forekomst af flodkrebs er også faktorer, der truer paddebestanden i kommunen.

Læs 2009-rapporten her
Læs 2011-rapporten her

torsdag den 21. april 2011

Spidssnudet frø undersøgelser

Jeg reklamere lige for et super projekt kommunen kører i år. Der vil i denne sommer blive foretaget undersøgelser af forekomsten af spidssnudet frø ( Rana Arvalis ) i kommunen. Det er konsulent firmaet Aqua Consult der skal stå for undersøgelsen. Der vil både blive foretaget ketcherfangst og natlyt. Som nævnt i et tidligere indlæg om den butsnudet frø ( se her ), er det svært at kende de brune frøer fra hinanden. Stemmen er dog forskellig, hos den spidssnudede er stemmen:  "en bjæffende og klukkende lyd, som et kor af små hunde" ( Cítat; Fugleognatur ) Derfor kan "almindelige" borgere også finde spidssnudet frøer.
Den spidsnudet frø er meget sjælden og optaget på EF-habitatdirektiv bilag 4. Den kræver derfor ekstrem beskyttelse.
Så hvis man finder spidsnudet frøer skal man straks tage kontakt til kommunen.
Projektet denne sommer kommer til at fokusere på Tinning/Foldby og Svenstrup/Farre/Røgen.

Læs om projektet her
Læs om den spidssnudet frø her