tirsdag den 26. april 2011

Lading sø i høj sol

Favrskov kommune har ikke mange store søer. Faktisk er der vel kun to, Søbygård sø og Lading sø.
Et besøg ved søerne giver en hel anden naturoplevelse. 
Der er mulighed for at se nogle af de vandlevende fugle og rørskoven langs søerne huser mange forskellige dyrearter.
Lading sø ligger lige sydvest for Lading by og nåes bedst fra nordsiden. Der går en grusvej lige vest for Lading by mod Lyngballegård. Et stykke nede kommer der en P-plads med et rekreativt område. Udsigten kaldes det.
Herfra har man et vue ud over hele søen. Der er ikke nogen fugletårne så man må stå på bakken. Det kræver en ret god kikkert eller et skop at få øje på alle fuglene på søen.
Søen er meget lavvandet, men fuglene tager fint i mod den. Der ses her om forået en række ænder ( troldand, taffeland og gråånd), grågæs, knopsvaner, blishøns og toppet lappedykker på vandet.


Omkring søen er der store områder med afgræssede engarealer og rørskov. Der er masser af fugle, mest typisk gulspurv og rørspurv. Tirsdag den 26.04.11 sås endvidere misteldrossel, rørsanger og bynkefugl. Sidstnævnte er mit første fund af arten i kommnen.

Der er mange blomster i de våde eng områder. Mest fremtræden her i April er dog Engkabbeleje. En smuk, stor og gul engblomst. Den gror i fugtig jord. "Når kabbelejen blomstrer er det tid til at så byg og havre" lyder et gammelt mundheld.


Engkabbeleje  (Caltha Palustris)

Vest og syd for søen ligger skovene Skivholme skov og Fajstrup nederskov. Skivholme skov ligger ikke i Favrskov kommune, men er bestemt et besøg værd. Der er en nedgang til søens sydside hvor man kan komme helt ned til rørskoven og måske hører rørdrummen!

Fajstrup nederskov er en meget smuk og varieret skov. Der er områder med gammel løvskov ( el og bøg ) og masser af nåleskov. Sortspætte og huldue findes her. Man kan gå en rundtur igennem skoven og komme ud ved Lyngballegård og så følge vejen tilbage.

Fajstrup nederskov

Halvvejs på ruten kommer der en grusgrav. Jeg kan se at skovejerne læsser murbrokker og beton af i området. Det er meget ærgeligt da åbne sandede områder er en mangelvare. Mange fugle og dyr laver redehuller i sandet og der findes en række blomster der trives i den type jord. Desværre gror de oftest til eller bruges til deponering.

Grusgrav Fajstrup nederskov

3 kommentarer:

  1. Kære naturbloggere
    Fine billeder og fortællinger fra Lading Sø og Fajstrup Nederskov. Vi bor selv i Fajstrup og nyder det hver dag. Men det kan måske få en ulykkelig ende - Vejdirektorartet har netop udsendt VVM redegørelse for den planlagte motorvej/motortrafikvej Aarhus -Viborg. Der er blevet indført et nyt forslag der pløjer gennem kanten af Fajstrup Nederskov og langs kantenm af Lading Sø - og det på trods af den gældende landskabsfredning omkring søen. HJÆLP os med at yde modstand - skriv kritiske høringsvar til Vejdirektoratet inden 10 april 2012 og mød op til borgermødet 1. marts i Hammel kl. 1900.
    Med venlig hilsen
    Niels Meyer, Lyngballevej 32, Fajstrup

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for informationen Niels. Det lyder bestemt som en sag man burde gå ind i.
      Mvh
      Kåre Würtz

      Slet
  2. Hvem ejer Fajstrup Nederskov og Skivholme skov?

    SvarSlet