onsdag den 30. maj 2012

Det forsømte forår!

Det har sandt for dyden været småt med min feltaktivitet i dette forår. Det afspejles også i antallet af indlæg.
Det har ellers ikke været gode dage det har skortet på. Jeg har dog planer om at komme lidt efter det henover sommeren, men synes alligevel det vil være på sin plads med en lille status over observationer i Favrskov denne sommer.
Kan  man ikke selv producere, så kan man da lukrere på andres observationer.
På fuglefronten er der en del at hive frem. Der har været mange observationer af rød glente igen i år. Arten har det godt i kommunen. Jeg selv har set et par i parringsflugt over Lyngå skov, og området omkring Clausholm huser helt sikkert også et par. De øvrige observationer er spredt over hele kommunen.

Efterfølgende kommer lige en liste med de vildeste obs i perioden 01.04 til 29.05.

03.04: 65 bjergirisker ved Gelbæk Ådal - Henrik Stenholt (bestemt ikke nogen udpræget indlandsart)
21.04: 1 vendehals, Haldum by - Jørgen Albøge (vendehals er efterhånden en sjældenhed i hele landet)
18-28.04: 11 hvepsevåger i seks forskellige observationer (et halvsent træk i år)
22-05: 2 engsnarre, Vissing Lergrave - Helge Mølbach (en herlig sky fugl, der kun kendes få andre steder i kommunen. Mangler på min egen kommuneliste)


Ud over fuglene er er der i insekternes verden et par fine obs. Anni og Peter Nielsen har fundet blåvinget pragtvandnymfe ved Bidstrup.
Line Larsen har fundet almindelig flodguldsmed ved Busbjerg. Den så jeg sidste år i Bjerre skov. Anni og Peter Nielsen har en obs fra Bidstrup.
I den mere kuriøse afdeling er der fundet stor slørvinge i Granslev ådal af Henrik Stenholt
Bjørnesnylteflue ved Grevvad bro af Lars Dalby, den er ret sjælden.
En duehale i Hinnerup, også Anni og Peter Nielsen

De få gange, jeg selv har været ude, har dog også kastet lidt af sig. Et besøg i starten af maj til Voer mølle gav et par rødrygget tornskade. Den er ikke tidligere meldt ud derfra.
Tog også en aftentur til Hvalløs kær. Det gav hele 14 nattergale og en græshoppesanger. Det gør Hvalløs til et hotspot for nattergal i kommuen.
Ved et hurtigt tjek for ænder på Langkær ved Bidstrup fik jeg pludselig øje på en stor plante med mange gule blomster et stykke ude i engen. Efter at have kæmpet mig igennem en del bjørnekløer kom jeg endelig tæt nok på til at få bekræftet at det var en engblomme. Den er ny i kommunen for mig. Den findes også ved Haarvadsbro. Til min store glæde fandt jeg ud af, at rundt om Engblommen stod et væld af maj-gøgeurt. En hidtil uopdaget bestand. Sweet!!!

Glæder mig til at kunne komme med lidt mere nyt fra felten i den kommende tid. Her lidt billeder fra den seneste tid.


De lilla pletter er gøgeurt - Langkær



Engblomme Langkær


Rødbrystet ådselsbille fra mylder på matriklen 2012

Rød vandnymfe, Lyngå

Ingen kommentarer:

Send en kommentar